Særeje / Ægtepagt

Indledning om særeje, skilsmissesæreje og fælleseje

Særeje og fælleseje er gammeldags udtryk som har rødder langt tilbage i historien. At det er nogle gamle ord og begreber, fremgår også af navnet på det dokument, som man bruger, når man bestemmer noget om særeje, nemlig “ægtepagt”.  Det er ikke hver dag man taler om “en pagt”!

Det danske sprog har ændret sig, så i dag er der mange som ikke forstår  – eller hvad der er værre: måske ligefrem misforstår – hvad det betyder, når man taler om fælleseje og særeje. Mange bliver derfor meget overraskede over de juridiske og økonomiske konsekvenser, når det viser sig, at de ikke svarer til, hvad de regnede med ! Søger man nærmere oplysning på offentlige hjemmesider, får man desværre kun meget dårlig besked.

Som advokater synes vi også det er ærgerligt, at mange af samme grund heller ikke er klar over hvilke muligheder de har for at bruge de særlige regler om særeje og skilsmissesæreje. Der kan nemlig være mange fordele ved at have skilsmissesæreje, især af en særlig type som vi også vil komme ind på.

Begrebet skilsmissesæreje stammer fra en lovændring i 1990 og skulle gøre det mere tiltrækkende for mange papirløst samlevende at gifte sig. Men reglerne om skilsmissesæreje har efter mere end 20 år fortsat ikke fået den betydning som de burde. Skilsmissesæreje passer nemlig meget bedre til de ønsker og behov, som de fleste har i dag, end det såkaldte “almindelige fælleseje”, som er den ordning man  uden nærmere oplysning “får smidt i nakken”, når man gifter sig. Vi tror årsagen er manglende oplysning, og det er grunden til at vi har lavet denne web-side.

Den historiske baggrund

Når betydningsfulde personer med formuer giftede sig, har det i flere tusinde år  været almindeligt at indgå ægteskabskontrakter – det er derfra vi stadig har udtrykket “ægtepagt”. Formålet med disse kontrakter kunne være at sikre den ene part – og det ville normalt sige kvinden – en vis økonomisk tryghed, hvis ægteskabet ikke holdt, eller at beskytte den velhavende part mod krav fra den anden eller dennes arvinger.

I mange år har man i Danmark også ved lovgivning i forskelligt omfang søgt at beskytte den svage part i et vist omfang. I 1920’erne blev det ved lov bestemt, at ægtefæller kunne aftale særeje  efter nærmere bestemte regler, men at reglerne om fælleseje skulle gælde i ægteskabet, hvis ikke andet var bestemt. Disse gamle regler har været gældende stort set uændrede til i dag – selv om samfundet og samlivsformerne jo har ændret sig meget siden!

I 1920’erne var det det mest almindelige, at et ægteskab ophørte ved den enes dødsfald (i dag nærmer skilsmisseprocenten sig 50%). Derfor har reglerne om arv og testamente også stor betydning. Som det fremgår af nogle af de andre artikler på denne hjemmeside, er reglerne om arv heller ikke fulgt med tiden (klik her, hvis du vil skifte til siden om arveregler og tvangsarv).

Reglerne om særeje havde den samme betydning både ved skilsmisse og dødsfald, hvilket også var et problem. Derfor indførte man ved en lovændring i 1990 begrebet skilsmissesæreje.  Samtidig vedtog man, at ordet “særeje” fremover kun skal betyde særeje ved skilsmisse. Tidligere havde “særeje” betydet særeje både ved skilsmisse og død, men det besluttede man nu at kalde fuldstændigt særeje.

Når man kan have fuldstændigt særeje for en del af sin formue, er det ikke mærkeligt at begreberne giver anledning til misforståelser og forvirring. Da fælleseje som det fremgår nedenfor heller ikke betyder det mange tror, er der selvfølgelig lagt op til den totale forvirring!

I dag kan man have særeje ved skilsmisse – altså skilsmissesæreje – men ikke ved død.  Eller også kan man have fuldstændigt særeje, som er særeje både ved skilsmisse og ved død. Man kan derimod ikke nøjes med at have særeje ved død, fordi dødsfaldssæreje ikke er tilladt, selv om det kunne løse arvemæssige problemer (dem må man så prøve at løse på andre måder ved særlige former for testamente).

Det er meget vigtigt at forstå disse ord og begreber på den rigtige måde, når man i parforhold i dag vil sikre hinanden – og sig selv – bedst muligt, så lad os nu forklare det hele nærmere. Vi gør det meget grundigt – og på forskellige måder – for at være sikker på at få udryddet de meget udbredte misforståelser.

Fælleseje er simpelthen en deleregel (men pas på de særlige regler om pensionsordninger fra 2007)

Gifter man sig almindeligt, får man reglerne om fælleseje indført for sit ægteskab – uden at få nærmere oplysning eller nogen form for vejledning, heller ikke om alternativerne.

Fælleseje betyder ikke – som mange stadigt tror – at man ejer noget i fællesskab! Begrebet “fælleseje” dækker i virkeligheden over en særlig deleregel, som først får betydning, når man skilles eller dør.

Man kan måske bedre forstå det, når vi siger, at skilsmissesæreje som modsætning til fælleseje betyder, at man viderefører den ordning man har haft al den tid man boede sammen uden at være gift! Går man hver til sit efter at have boet sammen, tager man sine egne ting med sig uden at skulle dele noget med den anden: Man beholder det som er ens eget, uden at skulle betale noget til den anden!

Har man således rate- eller kapitalpension, hus eller ejerlejlighed, bil, opsparing, musikanlæg eller andet, så beholder man det uden yderligere diskussion, hvis man har særeje.

Har man købt noget sammen – f.eks. ejerlejligheden hvor begges navn derfor også står på skødet – ja, så skal man naturligvis dele dette, for det ejer man jo så i fællesskab. For det som helt bogstaveligt er fælles eje, skal selvfølgelig deles.

Er man gift, når man går fra hinanden, og man har fælleseje – og det har man som sagt, hvis der ikke er truffet gyldig bestemmelse om skilsmissesæreje – så skal man ved delingen stilles økonomisk som om, man havde ejet alt i fællesskab !  Fælleseje er derfor en deleregel vedrørende det ægtefæller ejer, som først får betydning, når de skilles (eller separeres) eller ved dødsfald !

Med hensyn til pensionsordninger m.v. er der sket noget, som mange ikke er klar over, for loven er ændret med virkning fra 1. januar 2007: “Ved skifte i anledning af separation, skilsmisse eller bosondring udtager ægtefællerne egne rimelige pensionsrettigheder forlods af fællesboet. Ægtefællerne udtager endvidere forlods beløb fra rimelige kapitalpensionsrettigheder eller supplerende engangsydelser, der allerede er udbetalt, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af og surrogater for beløbene.”

Lidt forenklet kan man også udtrykke det på den måde, at sådanne pensionsordninger automatisk fra 2007 ændres til at være særeje, hvis de har været fælleseje før! Og det vil helt sikkert komme som en stor overraskelse for mange, når de bliver skilt. Se også de afsluttende bemærkninger til sidst i denne pjece. Ved en undersøgelse sidst i 2008 viste det sig at næsten hvert andet par var uvidende om, at deres pensionsopsparing under ægteskabet ikke deles ved skilsmisse!

Derfor er det meget vigtigt, at alle gifte, som har meget forskellige pensionsopsparinger, fremover tager aktiv stilling til, hvordan de ønsker at være stillet ved pensioneringen – hvis de skulle være blevet skilt fra hinanden forinden. Der er ingen tvivl om, at mænd normalt har større pensionsopsparinger end kvinder – og så lever kvinder endda længere! Den nye lovgivning synes altså at forudsætte, at kvinderne selv skal sørge for at spare op til deres egen pensionering.

Men når forskellen i værdien af pensionsopsparingen først er en realitet, bør man derfor sørge for at oprette en ægtepagt, hvor man nærmere aftaler, hvordan man skaber balance i tilfælde af skilsmisse. Kapital- og ratepensioner kan man nemlig ved ægtepagt helt eller delvist gøre til fælleseje.

Og hvis det ikke er muligt at bestemme at pensionsopsparingerne skal ligedeles, hvilket det f.eks. ikke er med hensyn til livsvarige renteforsikringer o.l., må man på anden vis skabe balance, f.eks. ved at bestemme at noget fast ejendom i et eller andet omfang skal være særeje for den dårligst stillede part.

Det er meget vigtigt at man får tænkt tingene meget grundigt igennem. Fraskilte kvinder er i farezonen for at få et fattigt liv som pensionister, hvis de ikke i tide har fået lavet de nødvendige papirer, som sikrer en ligedeling af ægtefællernes rate- og kapitalpensioner.

Ifølge ATP betaler mænd 55% mere til deres arbejdsmarkedspension – og 76% mere til deres private pension (ifølge artikel i Politiken fra 8. marts 2011 – kvindernes befrielsesdag!). I samme artikel citeres en udtalelse fra formanden for HK Privat, hvor 3 ud af 4 medlemmer er kvinder, og hvor kun 14% af de gifte medlemmer har indgået en ægtepagt om ligedeling af pensionerne i tilfælde af skilsmisse: “Det kan være et ømtåleligt emne at tage op i et ægteskab, men det er nødvendigt at få lavet en ægtepagt. Rigtig mange kvinder tager ikke hånd om pensionen og vil derfor blive fattige pensionister”.

Både når man har været gift og har haft rent skilsmissesæreje, og når man har boet sammen i længere tid uden at have været gift, kan domstolene i særlige situationer rette op på delingen, hvis den vil være helt urimelig for den ene part.  Men der skal meget til, for det skal virkelig være helt urimeligt, før domstole tilkender den ene part en vis godtgørelse. Og man bliver aldrig stillet som om man havde været gift, uanset hvor længe man har boet sammen! Der vil også skulle meget til, hvis meget forskellige pensionsordninger fra 2007 vil kunne udløse en vis kompensation til den dårligst stillede. De sager der har været prøvet for domstolene siden har vist, at det er en meget beskeden godtgørelse den svare part tilkendes.

Forskellen mellem fælleseje og særeje

Hvis man gifter sig og ikke har nogen aftale om formueordningen, har man det som kaldes “fælleseje” eller “almindeligt formuefællesskab”. Det er udtryk som let kan give anledning til misforståelser, for ægtefæller har ikke automatisk noget fællesskab om formuen.  Hver ægtefæller råder nemlig over og hæfter med sin egen formue (ægtefællernes del af fællesboet kaldes også bodel).

Først når ægteskabet ophører – på grund af den ene ægtefælles dødsfald eller ved skilsmisse eller separation – får det rigtig betydning, om man har almindeligt formuefællesskab eller om man har særeje i en eller anden form.

Når der skiftes skal man for hver ægtefælle opgøre dennes bodel, dvs. at man skal opgøre hver ægtefælles værdier og fratrække vedkommendes gæld. Har man en positiv nettobodel, skal man værdimæssigt aflevere halvdelen til den anden. Det betyder, at hvis begge ægtefæller ejer mere end de skylder væk, kan opgørelsen godt foretages for ægtefællerne under et – altså fuldstændig som det ville have være tilfældet, hvis alt havde været fælles. Hvis den ene ægtefælles bodel derimod er negativ, dvs. at man skylder mere væk end man ejer, så skal denne nettogæld derimod ikke deles. Det kan få mærkelige konsekvenser, som vi kommer ind på nedenfor.

“Almindeligt formuefællesskab” er altså en regel om delingen ved ægtefælleskifte. Og “særeje” betyder simpelt hen, at der ikke skal ske nogen deling. Det er det samme som er tilfældet, hvis man bor sammen uden at være gift. Ligegyldigt hvor længe man har boet sammen, skal man ikke dele noget med den anden, hvis man flytter fra hinanden.

Hvis man gifter sig efter at have boet sammen og aftaler rent særeje, så viderefører man altså den samme ordning som man har haft inden man giftede sig! Aftaler man at der skal være rent særeje, når man gifter sig, har man jo stadig mulighed for bestemme, hvilke værdier man skal dele i tilfælde af skilsmisse.  Ligesom man jo kan købe ting i fællesskab, når man bor sammen, kan man også gøre det når man er gift og har særeje. Står begge f.eks. på skødet, ja så ejer man selvfølgelig ejendommen i fællesskab, og så skal den selvfølgelig også deles i tilfælde af skilsmisse.

Ved at gifte sig og have rent særeje, får man mulighed for selv at bestemme, hvad der skal være fælles: Fast ejendom,  bil, opsparingskonto osv. Så er det kun det man selv har bestemt der skal være fælles, som man skal dele.

Der findes forskellige former og grader af særeje, og her kan man også let blive forvirret af begreberne og de mange kombinationer som er mulige. Her skal vi kort oplyse om de mest brugte – men der findes mange flere som kan bruges til at tage hensyn til individuelle ønsker og behov.

Ægtepagter om skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje

Lad os lige opsummere hvad du nu ved, inden vi ser på de forskellige typer ægtepagter:

En ægtepagt er en aftale mellem to personer om formueordningen i deres nuværende eller planlagte ægteskab.

Formueordningen får først sin egentlig betydning ved skifte, altså når formueforholdene skal gøres op ved skilsmisse eller død.

Formålet med en ægtepagt er altså at regulere det man kalder bodelingen mellem ægtefæller både i tilfælde af skilsmisse og ved den enes død.

At ægtepagten også får betydning for skiftet ved dødsfald er ofte den afgørende grund til at man opretter en ægtepagt. Selv om man måske umiddelbart kun tænker på forholdene ved skilsmisse når man taler om skilsmissesæreje, må man altså også huske på de arveretlige konsekvenser. Det har nemlig betydning, når man skal vælge mellem de forskellige former for særeje. Det er jo trods den stigende skilsmisseprocent fortsat over halvdelen af alle ægteskaber, som afsluttes ved at den ene part dør.

Det er altså meget vigtigt at man er opmærksom på, en ægtepagt også har betydning i forhold til det arvemæssige. Ægtepagt og testamente skal derfor passe sammen! Som regel bør man af arvemæssige grunde også overveje at oprette testamente samtidig med ægtepagten, for ægtepagten kan normalt ikke stå alene. Det kan ligefrem være, at man for at få den ønskede arvefordeling også skal have særeje.

Bor man sammen og vil sikre hinanden bedst muligt, er det ikke nok at oprette testamente – det kan også være nødvendigt at gifte sig og oprette en særlig type ægtepagt! Lige meget hvor godt et testamente man opretter sammen med sin samlever for at sikre den længstlevende bedst muligt, kan man aldrig sikre hinanden økonomisk så godt som hvis man var gift med særeje.

Der findes mange former for særeje, som kan omfatte mere eller mindre af ens formue. Det der er gjort til særeje holdes uden for delingen ved skifte. Særeje skal altså ikke indgå i delingen som beskrevet ovenfor.

Skilsmissesæreje gælder kun ved skilsmisse. Fuldstændigt særeje gælder derimod både ved skilsmisse og ved dødsfald. Hvis man kun taler om “særeje” er det i loven bestemt, at det skal forstås som skilsmissesæreje. Undtaget er alene visse tilfælde, hvor ordet er brugt i ældre testamenter fra før 1990 og det skønnes at personen ikke senere har været i stand til at ændre sit testamente.

Når skilsmissesæreje kun gælder ved skilsmisse, betyder det altså at begge ægtefællers formueordning bliver “almindeligt formuefællesskab” ved dødsfald. Det gælder også for den længstlevende ægtefælle, som derfor er forpligtet til at lade sin formue indgå i delingen med den afdøde ægtefælles kreditorer eller særarvinger!Det er et chok for mange! Derfør bør man normalt aldrig bruge rent skilsmissesæreje uden at tage forbehold for at den længstlevendes særeje skalblive ved med at være særeje.

Fuldstændigt særeje kan godt være begrænset til kun at angå en nærmere defineret del af en ægtefælles formue, således at resten er almindeligt formuefællesskab. Når en ægtefælle kun delvist har fuldstændigt særeje, kan man med god grund blive forvirret over begreberne. Derfor kan man tænke på de to typer særeje, skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje, som “det bløde” og “det hårde” særeje, hvor den bløde kun gælder ved skilsmisse og ikke ved død.

De vigtigste typer ægtepagter er følgende, men der er langt flere muligheder:

Rent skilsmissesæreje: Ved skilsmisse vil der være særeje mellem ægtefællerne. Ved død bortfalder særejet, og der vil være almindeligt fælleseje.  Der er mulighed for uskiftet bo.

Fuldstændigt særeje: Der vil være særeje mellem ægtefællerne både ved skilsmisse og død. Her er ingen mulighed for uskiftet bo for den længstlevende, hvis denne ønsker det, selv om ægtefæller ellers normalt har ret til at udskyde skiftet med deres fælles livsarvinger – og evt. den afdødes særbørn, hvis disse er myndige og giver samtykke. (Man må dog aldrig glemme, at der også er mange ulemper ved at vælge uskiftet bo).

Kombinationssæreje: Der vil være særeje ved skilsmisse. Når en ægtefælle dør, bliver dennes særeje til fælleseje, men den længstlevendes særeje opretholdes, altså bliver fuldstændigt særeje. Længstlevende kan på denne måde sidde i uskiftet bo med førstafdødes særeje (fordi det bliver til fælleseje), hvis dette er muligt og ønskeligt, ligesom den efterlevende ægtefælle ved skifte først får halvdelen af den afdødes formue (efter den almindelige deleregel) og dernæst får arv af resten (afhængigt af afdødes arveforhold og eventuelt testamente).

Den sidstnævnte form kombinerer fordelene ved skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje, således at man kan sikre den længstlevende bedst muligt i forhold til den andens arvinger og eventuelle kreditorer.Den er derfor meget brugt af alle der kender til den, fordi den også hjælper til at løse arveproblemerne, når ægtefællerne har særbørn. Hvis man alligevel ønsker at have særeje i tilfælde af skilsmisse, kan man jo lige så godt vælge den form som stiller den længstlevende så godt som muligt. Det er derfor vi også kalder den for “ægtefællebegunstigende særeje”.

Med ændringerne i arveloven fra 2008 er det dog ikke længere så vigtigt at udnytte mulighederne for at begunstige den længstlevende ved ægtefællebegunstigende særeje, for nu kan man ved testamente arvemæssigt begunstige den længstlevende, så denne beholder 15/16 af den samlede formue, selv om man kun har valgt rent skilsmissesæreje. Man skal nemlig også være klar over, at kombinationssæreje kan gøre forholdene efter den længstlevende mere uoverskuelige, hvis denne sidder i uskiftet bo. (Nærmere forklaring om dette, må du finde andre steder på vores hjemmeside).

Som sagt kan man godt have særeje for en del af sine værdier, således at resten skal være fælleseje. Det er dog farligt med blandede ordninger, for som tiden går kan midlerne blive blandet sammen eller nyt bliver anskaffet. Og der gælder efter loven en formodning for, at det man ikke kan føre bevis for er omfattet af reglerne om særeje, skal anses for at indgå i formuefællesskabet. Det medfører naturligvis også ganske særlige krav til specifikation af ens værdier i selve ægtepagten. Af disse grunde fraråder vi normalt blandede ordninger. Med rene ordninger ved man derimod altid hvor man står!

Særeje og arv

Som nævnt har bestemmelser om særeje også betydning for fordelingen af formuen mellem en efterlevende ægtefælle og den afdødes arvinger. Du kan læse nærmere herom på siden om arveregler og tvangsarv (klik her).

Derfor er det som sagt altid vigtigt at drøfte oprettelse af testamente sammen med ægtepagten. Da reglerne om arv og testamente er meget komplicerede, er det vigtigt at man søger hjælp hos en advokat som både har særlig erfaring med ægtepagter og med arvesager.

Særeje kan også være bestemt for arv eller gave af giveren. Derved påvirker særejet også modtagerens egne forhold i tilfælde af skilsmisse eller død.

Hvis en arving har modtaget arv som særeje – og arvingen er eller måske først senere bliver gift – er det vigtigt at bestemmelsen i testamentet taler om fuldstændigt særeje eller i alt fald som såkaldt kombinationssæreje. Hvis der i testamentet eller gavebrevet kun står særeje, betyder det nemlig kun skilsmissesæreje, og så vil arvingen alligevel skulle dele sin arv med ægtefællens særbørn (eller ægtefællens kreditorer), hvis arvingen lever længere end sin ægtefælle.

Men hvis arvingen dør før sin ægtefælle, er det i øvrigt ikke nok at man har gjort arven til særeje for at sikre, at arven går direkte videre til arvingens egne børn.  Ægtefæller har efter arvelovens almindelige regler også krav på arv af den andens særeje. Særeje betyder jo blot at ægtefællen ikke automatisk får en andel af særejet efter fællesejereglerne.

Hvis man virkelig vil sikre sig at arv efter en selv ikke ender hos arvingernes ægtefæller – og dermed også hos deres eventuelle særbørn – vil man skulle oprette et meget specielt testamente om arvingsrækkefølger, som bliver kort omtalt i et af de sidste afsnit her.

Du kan også læse mere om arv og testamente under siden om testamente på denne websid

Samlevende og “udvidet samlevertestamente”

Mange bor sammen og har egentlig ikke noget behov for at gifte sig. Måske ønsker i alt fald den ene part slet ikke at gifte sig.

Måske ønsker man ikke at komme i den situation at skulle dele noget som hører til en selv ved eventuel skilsmisse. Det kan også være at man har “dårlige erfaringer” med at være gift.

Men normalt ønsker samlevende også at sikre hinanden bedst muligt ved den enes død. Men det er vigtigt at være klar over, at samlevende kun arver hinanden, hvis de har oprettet et testamente. Der er altså heller ikke efter arveloven fra 2008 nogen automatisk arveret eller andre rettigheder for samlevere! Mange tror fejlagtigt at det er tilfældet. Man skal ikke lade sig forvirre af at der har været forslag om en begrænset automatisk arveret for visse samlevende i den nye arvelov, for det kom ikke med i den endelige lov.

Et testamente kan så også løse hensynene til eventuelle børn eller andre, således at det ikke blot er den længstlevendes egne børn eller arvinger, som ender med at få det hele.

Med den nye arvelov fra 2008 har samlevende under visse betingelser fået mulighed for at oprette det som i loven kaldes “et udvidet samlevertestamente”. Er alle betingelserne i loven opfyldt, får samleveren samme rettigheder som ægtefæller med fuldstændigt særeje. Men det er ikke sikkert at man ønsker at alleægtefællerettigheder skal gælde i ens eget forhold. Derfor er det meget vigtigt at man sikrer sig rådgivning om de forskellige konsekvenser. Når man ønsker at sikre sin samlever men ikke ønsker at gifte sig, kan det jo godt være at man har visse “reservationer”, og derfor skal et udvidet samlever testamente formuleres meget præcist på baggrund af grundig rådgivning fra en advokat med kendskab til arve- og skiftereglerne.

Fra 2008 kan samlevere altså ved testamente sikre hinanden bedre end hidtil, hvis der er særbørn. Men det er som altid, når man skal prioritere hensyn til sin samlever i forhold til sine børn, meget vigtigt også at træffe bestemmelse i testamentet om arvens fordeling, hvis f.eks. samleveren selv dør kort tid efter.

En ting som man samlevere ikke kan gøre er at slippe for at betale arveafgift, som man i dag kalder boafgift. Samlevere skal betale boafgift  af alt hvad de arver og hvad de får fra forsikringer f.eks. gruppelivsforsikring. Ægtefæller skal intet betale! Boafgiften er 15% (efter et vist bundfradrag af arv men ikke af forsikringsbeløb), hvis man har haft fælles folkeregisteradresse i mere end 2 år, og ellers koster det yderligere 25%.

Hvis man har indsat sin mangeårige samlever som begunstiget til en forsikring på 667.000 kr., bliver de 100.000 af beløbet altså sendt til statskassen. For de penge kunne der være holdt et pænt bryllup!

Ved at gifte sig med en særlig form for ægtepagt, kan man opnå de største arvemæssige og boafgiftsmæssige fordele uden særlige ulemper! Kun i helt specielle situationer, hvor en part kan få brug hjælpe via det sociale system i form af f.eks. kontanthjælp, kan det få betydning om man er gift eller kun er samboende.

Skal vi vælge fælleseje eller særseje?

Det er klogt at overveje dette spørgsmål meget grundigt inden man gifter sig, nu hvor I begge har sat jer ind i hvad konsekvenserne er!

Hvis man gifter sig uden at træffe nærmere aftale, får man altså automatisk fælleseje.

Næsten 90% af alle nygifte har derfor fælleseje – uden at de har fået mulighed for selv at vælge, hvad der passer bedst til deres situation og personlige forhold!

Man kan undre sig over at myndighederne ikke har nogen pligt til at give information eller vejledning om disse vigtige spørgsmål, når man gifter sig. Gifter man sig i Danmark får man altså ingen information om de juridiske og økonomiske konsekvenser. Vi lever ellers i et samfund som lægger stor vægt på forbrugeroplysning! Når man køber medicin på apoteket, følger der oplysning med om virkninger og bivirkninger. Når man vil giftes, får man ingen information overhovedet om retsvirkningerne af den formueordning, som man bogstaveligt talt får presset ned over hovedet, medmindre man selv træffer anden aftale (om særeje).

Der er nogen som siger, at det ikke er særligt romantisk at tale om skilsmissesæreje, mens man planlægger at gifte sig. Men man kan jo aldrig vide hvordan tingene går, og det er jo aldrig nogen skade til at prøve at være realistisk. Årligt registreres omkring 60.000 indgåelser af ægteskab og ca. 25.000 skilsmisser – i 2007 indgik 73.000 ægteskab og 28.000 lod sig skille. Det er naturligvis ikke de samme, men statistisk skulle omkring 25% ægteskaber ende med skilsmisse inden 10 år. Og totalt set bliver op mod 50% af alle ægteskaber opløst ved skilsmisse.

Det kan vel også være rart at få bekræftet, at den anden ikke tager en for pengenes skyld? Har du formue af en vis størrelse mens din tilkomne kun har gæld, bør du derfor spørge: “Er det for mine penges skyld du tager mig?”  Hvis svaret er nej, bør I overveje om ikke en ægtepagt med en eller anden form for særeje vil føre til den mest rimelige deling i tilfælde af skilsmisse (eller død). Og hvis svaret er ja på spørgsmålet, må du selv tage konsekvenserne!

Har den ene af jer lidt formue eller måske blot forventninger herom om f.eks. ved arv? Og har den anden har en negativ formue, dvs. gæld i form af studiegæld eller forretningsmæssig gæld? Så vil det altid være klogt at få ægtepagt om kombinationssæreje!

Har den ene af jer børn fra tidligere forhold, bør I bestemt også overveje at få særeje under en eller anden form.

Hvis man i ægteskabet selv har oprettet pensionsordninger i form af kapital- eller ratepension skal man fra 2007 oprette ægtepagt, hvis man ønsker at disse skal deles i tilfælde af skilsmisse. Altså en slags omvendt ægtepagt, da de frivillige pensionsopsparinger efter loven i dag betragtes som særeje. Det gælder endda også når kapitalpensionen og lignende er blevet udbetalt!

Hvad kan en god advokat hjælpe jer med?

Der er mange muligheder for at få “skræddersyet” netop den formueordning til jeres ægteskab, som passer bedst til jeres holdninger og behov. Og det er hamrende vigtigt, at få det lavet rigtigt fra begyndelsen !

Tro ikke at I selv bliver specialister af at læse juridiske brevkasser – eller denne pjece! Sørg for at få ordentlig rådgivning – også om de muligheder I måske ikke har tænkt på.

En advokat kan i første omgang forklare reglerne nærmere. Men den vigtigste opgave er at hjælpe jer med at finde den løsning som bedst passer bedst til netop jeres forhold, ønsker og behov.

Hvis man har en skæv fordeling af formuen, hvis man forventer at arve formue, hvis en ægtefælle har stor gæld eller hvis der er særbørn, kan man ved ægtepagt tage hensyn hertil.  Men der kan også være mange andre grunde, f.eks. at man over en vis periode vil lade noget særeje gradvis blive til fælleseje.

Der kan laves mange typer ægtepagter, fordi der findes flere former for særeje og kombinationer heraf. Derfor er det vigtigt at få hjælp af en erfaren advokat, som kan hjælpe en til at vælge mellem de mange ordninger og afveje ulemper og fordele, så man får det så det passer bedst.

Som vi før har nævnt, er det som regel også fornuftigt – eller måske ligefrem nødvendigt – at få udarbejdet et gensidigt testamente, som også passer til ens ønsker og forhold.

Derfor er det vigtigt med en personlig rådgivning hos en advokat med særligt kendskab til disse forhold. Det er ikke alle advokater, som har den nødvendige viden og erfaring om arv og særeje, til at kunne give den bedste rådgivning. Man skal heller ikke lade sig nøje med en standardpakke – det er noget der skal“skræddersyes” for at passe til ens særlige behov og ønsker.

Det drejer sig om så vigtige ting, at det ikke kan betale sig at spare på professionel bistand. Vi har i vores arbejde været ude for mange sager, hvor store problemer kunne have været undgået ved at få ordentlig rådgivning i tide.

En ægtepagt skal oprettes på en særlig måde for at være gyldig

Ægtepagten er som sagt en aftale mellem ægtefæller om formueforholdene ved skifte, dvs. den opgørelse der skal ske, når ægteskabet ophører, enten fordi den ene ægtefælle dør eller ved separation og skilsmisse.

Ægtepagt kan indgås mellem ugifte med henblik på et forestående ægteskab. Det er ofte det rigtige tidspunkt at vælge, hvis man ikke vil løbe nogen risiko overhovedet. Når man først er gift, kan den formueordning der gælder for ægteskabet jo kun ændres, hvis begge parter er enige herom.

Der er strenge krav til oprettelse af en ægtepagt, og hvis disse krav ikke overholdes, er aftalen ikke gyldig. Ændring af ægtepagt skal ske ved ny ægtepagt, der oprettes på samme måde som den første ægtepagt.

En ægtepagt eller ændring heraf skal altid tinglyses for at være gyldig. Der bliver ved tinglysningen udøvet en vis kontrol af, at man ikke forsøger at bestemme noget som er i direkte strid med loven. Men det er langt fra nogen garanti for at indholdet af ægtepagten er fornuftigt og svarer til jeres egen forståelse og ønsker. Husk at tinglysningen af en ægtepagt er en registrering, ingen “blåstempling” af indholdet!

Har man kopieret ægtepagten fra andre eller fundet den på nettet, skal man altså være klar over, at den måske ikke får den betydning der var meningen. Der er også eksempler på, at advokater medvirker til at oprette ægtepagter uden at have den nødvendige viden og erfaring til at give den bedste rådgivning. Har man en familieadvokat eller en firmaadvokat, bør man måske spørge dem om, hvor mange ægtepagter og testamenter de opretter om året, inden man selv beder dem om hjælp.

Om ægtefællers hæftelse for hinandens gæld og om uskiftet bo

Det er en udbredt opfattelse, at en ægtefælle skal have en ægtepagt for at undgå at hæfte for den anden ægtefælles gæld. Men det er ikke rigtigt ! Ægtefæller hæfter ikke for hinandens gæld under ægteskabet. Kun skattegæld opstået under ægteskabet kan man komme til at hæfte for.

Man kan imidlertid komme til at betale for sin ægtefælles gæld med op til halvdelen af sin formue, når ægtefællen med gælden afgår ved døden. Hvis man kun har almindeligt skilsmissesæreje, skal den efterlevende ægtefælle aflevere halvdelen af sin nettoformue (kaldet boslod) til den andens dødsbo. På den måde kan man på en gang miste sin ægtefælle og skulle give vedkommendes kreditorer hel eller delvis dækning for deres tilgodehavender !

Det er kommet bag på mange ægtefæller, som har været almindeligt gift, at de alligevel kom til at betale for den andens gæld, når vedkommende døde.

Noget tilsvarende kan også ske ved skilsmisse: Den ægtefælle, som ikke har gæld, skal jo dele sin nettoformue med den anden, hvis man ikke har særeje. På den måde bliver man altså straffet økonomisk ved skilsmissen af at den anden har gammel gæld.

Man hæfter altså ikke for hinandens gæld mens man er gift. Men ved skifte – på grund af skilsmisse eller død – indgår den andens gæld alligevel i regnestykkerne, når man ikke har særeje. På den måde kan man altså alligevel komme til at betale for den andens gæld, når ægteskabet ophører.

Ægtefæller skal også tænke sig om en ekstra gang inden den længstlevende vælger at sidde i uskiftet bo, hvad man har lov til, når der er fælles livsarvinger eller den afdødes myndige særbørn giver samtykke. Uskiftet bo kan være en stor fristelse, fordi det er så let! Men det kan være dobbelt farligt: Dels indtræder den længstlevende i den afdødes gældsansvar. Dels udskyder man problemerne ved et eventuelt skifte.

Det sidste kan i øvrigt meget let gå hen og blive et større problem som tiden går. Formuen kan jo meget let være vokset – ikke blot forsikringsbeløb og lignende efter den førstafdøde men også den længstlevendes egen opsparing og formuetilvækst går ind i det uskiftede bo.

Som du kan læse på en anden af vores hjemmesider om arvereglerne, vil den afdøde ægtefælles børn fra 2008 skulle have 1/4 af ægtefællernes samlede formue, hvis de ikke har været så forudseende at oprette testamente og eventuelt ægtepagt. Vil man senere skulle skifte det uskiftede bo – og det skal man, hvis man vil gifte sig igen – skal man aflevere en fjerdel af sin formue på dette tidspunkt til den førstafdødes livsarvinger (er det uskiftede bo startet før 2008 gælder den gamle arvelovs regler stadig, og så er børnenes normale arv en tredjedel).

Særeje ved arv og gave

Man kan gøre arv og gave til særeje for modtagerne. Det bør man faktisk altid træffe bestemmelse om i sit testamente, for så er ens arvinger i alt fald ikke forpligtet til at dele arven med eventuelle ægtefæller de bliver skilt fra.

Hvis forældre f.eks. overdrager værdier til deres børn eller børnebørn, kan de bestemme, at gaven eller arven skal være særeje af en særlig type for modtageren. Det skal naturligvis ske skriftligt ved et særligt dokument for at være gyldigt.

Man kan oprette gavebrev om at gaven skal være særeje, og man kan i testamente bestemme, at arven skal være særeje for arvingen.

I begge tilfælde forudsættes det, at modtageren holder arven eller gaven klart adskilt fra sin øvrige formue. Det man ikke kan bevise er særeje, anses nemlig for almindeligt formuefællesskab og skal deles ved skifte. Og så er det hele jo spildt ulejlighed. Det er der mange der glemmer.

Det er naturligvis også vigtigt at tage stilling til, hvilken form for særeje arven eller gaven skal være for modtageren. Har man ikke bestemt noget bliver særeje forstået som skilsmissesæreje – og så skal modtageren ved ægtefællens død dele sit særeje med den afdødes arvinger og kreditorer, selv om det vist ikke ligefrem var det man normalt ville bestemme.

Den særlige form som vi ovenfor beskrev som “kombinationssæreje” vil derimod som regel være det bedste. De fleste ønsker at sikre deres arvinger bedst muligt. Og derfor bør alle med blot lidt formue oprette et testamente på en særlig måde, for kun på denne måde kan man sikre, at arven bliver “kombinationssæreje” for arvingerne.

Specielt om arvingsrækkefølger

Det er meget almindeligt at forældre ønsker at gøre arven til deres børn til fuldstændigt særeje, fordi de så tror at arven ved barnets død går direkte videre til deres børnebørn. Det er en meget udbredt misforståelse at særeje har denne konsekvens.

Det er rigtigt, at arven – i det omfang den har været holdt adskilt – ikke skal deles med ægtefællen, når den er gjort til fuldstændigt særeje . Men arvingens ægtefælle er jo stadig arving!

Derfor vil ægtefællen efter 2008 som udgangspunkt arve halvdelen af særejet. Har ens børn eller andre arvinger oprettet testamente for at sikre deres ægtefælle/samlever bedst muligt, kan det yderligere forrykke deleforholdet. Den normale arv på 1/2 til ægtefællen og 1/2 til den afdødes børn kan ens arvinger ved testamente selv ændre således at det kun er 1/8 som går videre til deres egne børn – altså de børnebørn man troede ville få det hele hvis man havde gjort børnenes arv til særeje.

Hvis man ønsker at sikre sig, at arven går direkte fra ens barn til ens børnebørn, er det muligt, men så skal det gøres på en anden måde – ikke med særeje!

Det kræver anvendelsen af en særligt testamentsteknik, som de færreste kender. Det kan være gode grunde til at gøre det, f.eks. at ens svigerbarn selv har børn fra tidligere forhold, som man bestemt ikke ønsker skal kunne få del af arven på bekostning af ens egne børnebørn. Det kan også være fordi man ved, at ægtefællen er dybt forgældet, så vedkommendes kreditorer i sidste ende kunne komme til at nyde godt af arven. Eller måske mener man blot at det er bedst at arven fra en selv går videre til børnebørnene, så værdierne bliver administreret på betryggende vis!

Det er altså teknisk muligt at opstille en rækkefølge af arvinger, således at arven til ens barn (eller andre) ikke indgår i vedkommendes dødsbo – hvorved den kunne komme arvingens ægtefælle og dermed i sidste ende dennes særbørn eller ægtefællens kreditorer til gode. I stedet vil arven ved barnets død gå videre til den eller de næste i den fastlagte arvingsrækkefølge, typisk barnets egne livsarvinger.

Man kan altså også benytte denne testamentsteknik, hvis man har en ægtefælle eller anden person, som man godt vil sikre arvemæssigt – uden at det ved den pågældendes død må komme dennes arvinger til gode. Det kan f.eks. også dreje sig om bestemte genstande – eller f.eks. en fast ejendom – som man selv vil bestemme hvem de går videre til.

Mange som er gift og har både “dine børn og mine børn” kan ofte styre arven med en særlig form for ægtepagt og en særlig form for testamente, hvor man eventuelt også træffer bestemmelse om en rækkefølge af ejere.

Man bruger i den nye arvelov fra 2008 udtrykket  “successionsrækkefølge”, selv om der er lidt dårligt udtryk, for succession betyder i sig selv noget med at følge efter. Meningen med bestemmelsen er at markere, at det fortsat er lovligt at bestemme over værdierne for flere slægtsled eller rækkefølger af navngivne personer, hvis der er ønske om det.  Det er dog for kompliceret at komme nærmere ind på denne meget juridisk-tekniske metode på denne hjemmeside, men i arvelovens § 60 står der:

“Friarv kan ved testamente indsættes i en successionsrækkefølge, således at arven tilfalder en arving eller legatar på første plads og derefter en eller flere andre arvinger eller legatarer på anden eller senere pladser.”

Ændrede regler om frivillige pensionsopsparinger

Som nævnt blev der vedtaget nye regler i 2007 om  at kapital- og ratepensioner som udgangspunkt kan holdes uden for delingen ved skilsmisse – altså som om de var gjort til særeje. Med hensyn til tvungne firmaordninger eller livrenter og lignende sker der dog ingen ændring, da disse heller ikke tidligere har skullet deles.

Man kan også sige det sådan, at fra 2007 er reglerne i forhold til tidligere vendt på hovedet med hensyn til pensionsopsparingen. I dag er det altså nødvendigt at oprette ægtepagt, hvis man ønsker at disse skal deles i tilfælde af skilsmisse, som omtalt tidligere i denne pjece. Har man meget forskellige ordninger og ikke har truffet aftale om delingen, er der i loven lagt op til, at der skal ske en konkret vurdering af om ordningerne er rimelige.

Hvad det helt præcist kommer til at betyde kan ingen sige, for det vil først skulle fastlægges nærmere ved domstolene. Hvis man ikke ved ægtepagt har truffet nærmere aftale om pensionsordningerne, vil domstolene altså fremover kunne kræve at der gives en økonomisk kompensation til den ægtefælle, som ikke har så gode ordninger som den anden. Men man skal nok forvente at der skal være meget skæve ordninger til før der ydes kompensation. Og firmapensionsordninger anses på forhånd for at være “rimelige” uden hensyn til den anden ægtefælles ordninger.

Når man efter 2007 har fået udbetalt penge fra en kapitalpension eller andre ordninger, og man har pengene i behold eller de er anvendt til køb af andre værdier, skal man efter de nye regler også kunne betragte disse og deres afkast som særeje. Reglerne gælder efter loven også udbetalte pensionspenge “i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt”. Og med forbrug menes at de er forsvundet – men ikke hvis man kan dokumentere, hvad man har købt for pengene (det man i loven kalder surrogater for beløbene).

Det skal der nok komme nogle interessante retssager om – i alt fald interessante for den ene af ægtefællerne!

Som sagt kan ægtefæller selv bestemme, hvad der skal ske med deres pensionsordninger.  Ved ægtepagt kan man som ægtefæller aftale, at pensionsordninger skal indgå i delingen af fællesboet, eller at ordningerne skal være særeje, således at myndighederne ikke skal kunne træffe bestemmelse om kompensation.

Man kan i øvrigt – i modsætning til hvad der har været muligt tidligere – nu også træffe bestemmelse om fremtidige indbetalinger til pensionsordninger – både om de skal være særeje eller om de skal være fælleseje.

Med de nye regler får man mulighed for i ægtepagten at træffe mere individuelle aftaler om pensionsordningerne end hidtil, hvis man har ønske om det.

Men fortsat vil det være klogt at sikre sig, at ens ægtepagt er så enkel og klar som muligt, således at man undgår skuffelser og frustrationer. Det er derfor vigtigt at sikre sig rådgivning fra en advokat som har særlig erfaring omkring ægtepagter, i stedet for blot at stole på den rådgivning man kan få fra venner eller bekendte.

Aftalerne er kun gyldige, hvis det sker ved en ægtepagt, som også de forskellige pensionsselskaber anbefaler at man får en advokat til at hjælpe sig med.

Afslutning

Undersøgelser viser, at der kun er oprettet ca. 20% af de ægtepagter og testamenter, som der i virkeligheden burde være. Man anslår også at meget store formuer ved arv tilfalder andre personer, end afdøde selv ville have ønsket det, hvis han eller hun i tide havde fået oplysning om arvereglerne og hjælp til at oprette et testamente.

Advokatsamfundet havde for en del år siden i medierne en kampagne for at gøre opmærksom på betydningen af et godt testamente under overskriften:“Tror du på et evigt liv? … eller har du bare tid nok?” Hvad vil du selv svare på det spørgsmål?

For alle som lever i fast parforhold kan den rigtige ægtepagt til deres forhold – evt. kombineret med en vielsesattest –  meget hurtigere kunne få større betydning end ens testamente eller forstærke effekten af testamentet! Det har vi også skrevet om andre steder på denne hjemmeside.

Det er vigtigt at sikre sig rådgivning fra en advokat, som har stor viden og erfaring indenfor disse områder. F.eks. kan rådgivning fra en firmaadvokat, som har erfaring med selskabsret og skatteret, føre til katastrofer, når det drejer sig om testamente og ægtepagt. Der står alt for meget på spil til at det kan betale sig at spare på rådgivningen og eventuelt forsøge sig med hjemmelavede eller lette løsninger fra internettet eller juridiske brevkasser.

Det er vores personlige erfaring, at der er mange som måske nok har fået særeje – enten ved arv eller ved selv at have oprettet en ægtepagt herom – men som slet ikke har fået den nødvendige vejledning om, hvordan reglerne fungerer, og hvilke forholdsregler de selv skal tage undervejs, for at særejet overhovedet holder.

Rådgivning om arveforhold og ægtefællers formueordning er meget personligt. Den professionelle rådgiver kan ofte pege på muligheder, som man slet ikke var klar over eksisterede, men som passer meget bedre til netop ens egen situation og personlige holdninger.

Og så er det jo også vigtigt at man man får forklaringer så man selv forstår, hvad det hele drejer sig om. I alt fald håber vi ved at lægge denne pjece på nettet at have bidraget til den nødvendige forståelse.

Har du fået lyst til at høre nærmere, vil det glæde os at blive kontaktet. Meget kan klares pr. telefon, post eller mail. Men som regel er det bedste at begynde med et personligt møde, hvis det kan lade sig gøre. Husk også at læse de andre sider på vores hjemmeside om arv og testamente m.v. (KLIK HER, hvis du er kommet direkte ind på denne side via en søgerobot og ikke kan se menubjælken til venstre.)

Rådgivning om ægtepagt og evt. testamente med oprettelse af de nødvendige dokumenter, behøver ikke koste en formue. Og på netop dette område er det i øvrigt vores erfaring, at der ikke altid er sammenhæng mellem kvaliteten og prisen. Den rigtige rådgivning er mindst lige så vigtig som selve dokumenterne. Det kan være farligt kun at gå efter prisen! Forbrugerstyrelsen lavede i januar 2006 en stikprøveundersøgelse af advokaters priser for ægtepagter og testamenter og konstaterede ikke overraskende at der var store udsving. Men man glemte at kvaliteten af den service og rådgivning man fik garanteret svingede mindst lige så meget!

Hvis man har råd til en Volvo, vil man ikke nøjes med en Skoda. Og alle har råd til at betale regningen til en advokat for en ordentlig rådgivning og forklaring om arv og særeje.